Af Kaare Manniche Ebert/Danmarks Sportsfiskerforbund
Det påstås ofte, at stallingen i visse vandløb kan være en væsentlig årsag til, at åens bestand af bækørreder har det dårligt. Men det har absolut intet på sig. Hvis der overhovedet er tale om at de to arter kan påvirke hinanden negativt, er det nærmere omvendt.
I mange vandløb, går der ti stallinger for hver bækørred på krogen. Det er en relativ ny tendens, at det ikke længere er bækørreden, som fuldstændig dominerer. Det kunne tyde på en klar sammenhæng mellem bækørredens nedtur og stallingens fremgang, men intet er mere forkert. De to arter kan sagtens påvirke hinanden – men det vil altid være bækørreden, der i direkte opgør vil dominere over stallingen. Hvad er så grunden til stallingens store fremgang i nogle vandløb og ørredernes nedtur? Svaret skal findes i de to arters forskellige krav til vandkvalitet, gydegrus samt deres vandringsmønster.
Vandkvalitet
Det er alment kendt, at stalling er mindst lige så kritisk som ørred med hensyn til vandets iltindhold. Derfor antages det ofte fejlagtigt, at hvis vandet er så fint, at stallingen kan klare sig, så kan ørreden også. Men fiskenes krav til vandkvaliteten drejer sig om andet end ilt. Vandets surhedsgrad – den såkaldte pH-værdi – er også meget afgørende for, hvilke fisk, der klarer sig bedst i vandløbet. Generelt kan ørred ikke klare, at pH-værdien kommer ned omkring 5,5, mens det ikke påvirker stallingen negativt i samme grad. I vandløb med okkerudvaskning, nærmer pH-værdien sig ofte det kritiske område, så i disse vandløb, vil stallingen ofte klare sig bedre end ørreden. Derfor har de mange dræningsprojekter i Sydvestjylland, som har medført en øget udvaskning af okker og et generelt fald i surhedsgraden, med garanti haft stor negativ indflydelse på ørredbestandene i mange vandløb, mens det altså ikke har påvirket stallingerne i samme grad.
Gydetidspunkt
Stallingen har andre fordele frem for ørreden. Når ørreder gyder, foregår det fra oktober til februar. De lave temperaturer i vintermånederne betyder, at æggene skal ligge i gydebankerne mellem 3 og 5 måneder, før æggene er klækket og ynglen klar til at forlade stenbunden. I denne lange periode er der stor risiko for, at æggene – på grund af store vandføringer i vintermåneder, der ofte fører sand, mudder, ler og okker med sig – bliver kvalt, når materialerne aflejrer sig i gydebanken og stopper ilttilførslen. Skal ørredens gydning lykkes, er det altså en forudsætning, at æggene i en meget lang periode ikke udsættes for noget, der kan medføre en dårligere vandgennemstrømning. Enhver, der har sin gang langs vandløbene og har set de enorme mængder sand på bunden, ved godt, hvorfor ørredernes gydning ofte mislykkes. Stallingen derimod gyder i april-maj. I den periode er vandføringen meget mere stabil, og det mindsker risikoen for stor materialetransport i vandløbet. Det samme gør planterne på marker og brinker, der i forårsmånederne spirer frem og dækker den blotlagte jord. Samtidig er vandtemperaturen meget højere i foråret, og derfor skal æggene kun ligge en måned i gruslaget, før de klækker. Det betyder alt sammen, at stallingen har en meget større chance for at opnå gydesucces i forhold til ørred.
Gydegrus
Men forskellene, der taler til stallingens fordel, slutter ikke her. Ørredernes gydebiologi forudsætter nemlig, at gruslaget er tilstrækkeligt tykt til, at æggene ikke skylles væk ved store vandføringer. Derfor siger man generelt, at gruslaget skal være mindst 30 cm tykt for at være optimalt for ørreder. En vellykket gydning for ørrederne kræver desuden, at stenene i gydebanken er på størrelse med valnødder. Bunden i de danske vandløb bestod oprindeligt af rigelige mængder sten i rette størrelse, men opgravning af vandløbene har betydet, at bunden nu meget ofte består af mere finkornet materiale. Disse mindre sten kan ørrederne ikke benytte til gydning, men når bare de ikke er alt for små, kan stallingerne sagtens få et godt resultat ud af et sparsomt gruslag. Stallingens æg klistrer sig nemlig fast til stenene og er derfor ikke så afhængig af stenstørrelsen. Og de klistrende æg betyder, at stallingen kun behøver et gruslag på fem centimeters tykkelse, for at gydningen lykkes. Så de forringede vilkår, som findes i de fleste større danske vandløb, har gjort det næsten umuligt for ørrederne at opnå gydesucces, mens de ikke har påvirket stallingerne i samme negative grad.
Stallinger spreder sig mere
Der er endnu en forskel i de to arters biologi, der giver stallingen en fordel. Når ørredynglen kommer frem fra gydebanken i det tidligste forår, vil der straks opstå en voldsom kamp ørrederne imellem om at få de bedste standpladser. Mange vil dø, mens nogle vil søge nedstrøms, men generelt spreder ynglen sig mindre end een kilometer fra gydebanken. Det betyder, at en selv om der findes velegnede gydeområder øverst oppe i vandløbssystemet, så vil det kun give en positiv afsmittende virkning på en relativ lille del af vandløbet. Stallingens yngel spreder sig derimod flere kilometer nedstrøms lige efter, de er svømmet frem fra gydebanken. Det betyder, at stallingen hurtigt kan sprede sig til hele vandløbet. Ørredernes aggressive adfærd – ørreden er den mest aggressive laksefisk i verden – betyder dog, at stallingerne kun stiller sig på steder, hvor der ikke står ørreder. Det er den eneste påvirkning, de to arter udøver på hinanden – ørrederne smider simpelthen stallingerne væk fra standpladser, som de selv ønsker at optage.
10.000 års tilpasning
Det forklarer, hvorfor stallingerne ofte skal findes på helt andre standpladser end ørrederne. Grunden til forskellen i valg af foretrukne standpladser skal søges i, at de to arter har haft cirka 10.000 år til at finde ud af det sammen. Når ørreden nu er så pokkers aggressiv, vil det jo være halsløs gerning for stallingen at kæmpe om den samme standplads. Stallingerne har derfor lagt residensen til andre strækninger, hvor de kan være i fred for ørrederne. Det samme gør sig i øvrigt gældende i forholdet mellem laks og ørred. Lakseynglen kan ikke konkurrere med ørrederne, og derfor må de også fortrække til dybere vand.
Ingen fødekonkurrence
I meget næringsfattige vandløb – og her taler vi om vandløb højt oppe i bjergegne eller nord for Polarcirklen – kan ørred og stalling sandsynligvis påvirke hinanden negativt, da de lever af samme type byttedyr. Men det er absolut ikke tilfældet i de meget næringsrige danske vandløb, hvor der er rigelige mængder af byttedyr, hvis ellers grødevæksten ikke gentagne gange i løbet af året skæres helt i bund. Det er meget rart at vide, hvis man ønsker at udlægge gydegrus i vandløb, hvor der er meget få bækørreder men mange stallinger. I dette tilfælde behøver man altså ikke tynde ud i den store bestand af stallinger for at give ørreden en chance for at vende tilbage.
Smid sten i åen
Bækørredens tilbagegang i mange vandløb skyldes altså ikke, at stallingen dominerer så voldsomt, at ørrederne ikke har en chance. Tilbagegang skyldes simpelthen de forarmede vilkår i vandløbene, der i mange tilfælde påvirker ørrederne i højere grad end stallingerne. Stallingens fremgang i visse vandløb – i andre er den også gået tilbage – skyldes sandsynligvis, at vandet i åerne – på grund af øget spildevandsrensning – er blevet renere gennem de senere år. Men god vandkvalitet er altså ikke nok, hvis vi atter vil have sunde bestande af bækørreder i vandløbene. Vandløbets kvalitet skal forbedres – og her skal og bør vi lystfiskere være med til at påvirke myndighederne, så vandløbsrestaurering fremover får endnu højere prioritet. Indtil det lykkes, kan vi i mellemtiden glæde os over, at vandløbene trods alt nogle steder er blevet så rene, at de vilde stallinger efter mange års tilbagegang atter går frem.