I første omgang havde vi regnet med en tur ned til broen i Utoft, hvor vi ikke har så langt at køre; tiden skulle jo bruges på fiskeri. Da vi kom derned stod der imidlertid allerede en del lystfiskere, så vi kørte tilbage mod Grindsted, for at prøve lykken ved Tingvejen i stedet. Dette skulle senere vise sig at være den helt rigtige beslutning.
Vi startede med at gå måske ca. 300 meter opstrøms, hvor vi ved fælles hjælp fik sat orm på hver vores stang, og så fordelte vi os ellers med nogle få meters afstand, jeg gik selvfølgelig forrest og så kunne min far og lillebror ( han er 6 år) gå bagefter og fange det jeg efterlod dem.
Skæbnen ville det dog anderledes idet at jeg ikke fangede det mindste, hvorimod min far i løbet af 3 kvarter fangede 2 fine stallinger på 32 og 34 cm. plus en lidt mindre regnbueørred.
Således var tiden jo ved at være gået for os, og min far var gået tilbage op ad åen for at hente noget grej vi havde efterladt hvor vi var startet. Pludselig var der noget der rykkede i min snøre, hvad kunne det være?
En bækørred. Jeg kunne tydelig se dens gyldne farver lyse op i vandet. Jeg kunne også tydelig se at det her var en fisk ud over det vi normalt fangede i åen. ”Faaaaar” råbte jeg; det her krævede hjælp. ”Jeg har bid”. ”Ja Ja” svarede far, ”Tag det helt roligt, og sørg nu bare for at holde linen stram”. Far kom alt for langsom nærmere, tydelig at han ikke fattede hvad jeg havde gang i.
Da han så endelig kom ned til mig, blev han da ikke mindre forfjamsket da han så hvad der var i enden af min snøre. ”Hold nu den line stram”. ”Lad nu ikke fisken komme ind i grøden”. Hvor var han dog klog at høre på !!!
Ikke desto mindre lykkedes det mig, efter en kort men spændende fight at få fisken ind over nettet, far hev den op på græsset, og vi fik den aflivet. Først nu fik vi ro til egentlig at se hvad det var for en fantastisk flot fisk jeg havde fanget. Aldrig havde vi set så flot en fisk, den blev vendt og drejet og løftet, lagt i græsset på både den ene og den anden side. Det var simpelthen for fantastisk.
Lige nu tænkte ingen af os vist på hvornår det var spisetid, men efter en stund slog det os at nu måtte vi da vist skynde os hjem, hvis ikke vi skulle komme alt for sent, det aftalte tidspunkt var i hvert fald allerede overskredet nu. Vi måtte bare håbe på forståelse når mor så årsagen til vores forsinkelse.
Det gik nu heller ikke så galt, så vi fik både fotograferet, målt og vejet inden vi måtte ind til aftensmaden. Og det var sandelig en flot bækørred; 2,4 kg. og 64 cm.
”Far, skal vi ikke snart en tur til åen igen”.