Størsteparten af tiden har jeg fisket med tørflue, og har kort og godt kastet til krusende fisk. En spændende fiskeform der dog godt kan give lidt lange ventetider.
Jeg lægger stangen fra mig og kravler væk fra søbredden. Stefan er nemlig lige kommet hen for at hører om jeg er ligeså frustreret som ham, hvilket jeg er. Vi sætter os sammen og kigger smådesperate i den tætpakkede flueboks. Jeg finder mig en ny og stensikker storfangerflue, og lister tilbage mod min stadigt fiskende stang.
En meter før jeg er henne ved stangen, sker det som vi har ventet på hele formiddagen: En af søens fine ørreder overser mit tynde forfang og stiger bestemt til overfladen og indhalere min lille flue. Til alt held kroger fisken sig selv, og udløbet er da også allerede i gang, da jeg kort efter får fat i stangen. Meget mere er der nu ikke at sige om fighten, og fisken lade sig også hurtigt håndlande, afkroge og genudsætte.
En lidt tam måde at ”overliste” dagens første fisk, det føltes ikke helt rigtigt, og jeg bliver da heller aldrig rigtig glad for fisken. Sidder nu roligt i græsset, og med et skævt smil på læben tænker jeg; hvor svært kan det egentlig være?
Selvom jeg ikke er i besiddelse af den helt rigtige fangeroplevelse, så kan jeg nu ikke andet end at beundrer en så flot, fejlfri og 100 % vild bækørred. Fantastisk.