Grindsted Sportsfiskerforening afholder den 8. maj aktivitetsdag, hvor emnet er fluefiskeri efter gedder i teori og praksis.
Vi har inviteret Henrik Leth fra Randers, der har mange år erfaring inden for fluefiskeri, til at komme og fortælle om, hvordan man fanger gedder på flue. Der er stort set ikke det fiskevand i Danmark, hvor Henrik ikke har fisket, eller den fiskeart, som ikke har smagt en af Henriks fluer, så det er en næsten uudtømmelig kilde af erfaring, du har muligheden for at møde. Du kan læse mere om Henrik på hans webside:
www.brakvand.dk.
Så du får her en enestående mulighed for at blive klogere udi kunsten at fange gedder på flue, som er en af de discipliner, vi ikke har haft de store traditioner for på Grindsted-egnen. Men efter vi har fået lov til at fiske i Grindsted Engsø, så er det et fiskeri, vi gerne ser vore medlemmer tager til sig.
Programmet er simpelt. Vi mødes i klubhuset på Jørgen Glavindsvej den 8. maj kl. 9.00. Her vil Henrik gennemgå grejsammensætning, taktik for fiskeriet, hvilke fluer bruger vi, og hvad gør vi, når monstergedden har hugget på vores flue. Hvis der er interesse, kan vi sikkert få Henrik til at fortælle om pontonbåden og dens muligheder.
Herefter begiver vi os til Engsøen, hvor vi prøver fluefiskeriet i praksis og forhåbentlig får en gedde eller to at se.
Vi har valgt at sætte en begrænsning på maks. 15 deltagere, så der vil være tilmelding med først til mølle princippet.
Tilmelding sker til Lars Pedersen på mail:
lars@fluefisk.dk eller telefon 40167036.